Er kapitalismen blevet woke? …Nei, ikke riktig
Av Mikkel Thorup
Idéhistoriker og professor ved Aarhus Universitet
Denne artikel er et uddrag af Kampen om identitetspolitik. En samtidsidéhistorie, forlaget Klim 2022.
Artikkelen ble først publisert i Wonderful World festivalavis, mai 2023
Illustrasjon: Annelin Hals Müntzer-Høyvik
Når det i dag pludselig er en masse snak om ’woke kapitalisme’, er det ikke meget andet end en velkendt figur fra kapitalismekritikken: kapitalismens formidable evne til at indoptage og instrumentalisere de mest forskelligartede udtryk, herunder kritikken af sig selv.
Det er ikke, vil jeg hævde, identitetspolitik, der skyller ind over forretningskontorerne, men snarere det, som den amerikanske filosof Nancy Fraser kalder ’progressiv neoliberalisme’: en blok i neoliberalismens bredere felt, hvor man er klart tilhængere af det frie marked og imod højere beskatning og omfordeling, men også er ægte eller ofte bare højlydte tilhængere af lige ret for kvinder, homoseksuelle, etniske minoriteter etc., dvs. lettere karikeret økonomisk højre (mod omfordeling) og kulturelt venstre (for anerkendelse).
Organisationer, offentlige som private, italesætter inklusion og ikke-diskrimination mere end nogensinde. På den måde har kritikerne ret i, at der er sket noget nyt, eller måske er det mest resultatet af, at man er begyndt at tage håndhævningen af reglerne lidt mere alvorligt. Hvor om alting er, så er det ikke radikalt hidtil usete ting, at en arbejdsplads vedtager ordensregler.
Det er ikke radikal venstreorienterethed, der ligger ideologisk bag, men tværtom rekrutteringsog salgshensyn udviklet og formuleret på handelshøjskoler og i konsulenthuse.
En mere mangfoldig og kritisk arbejdsstyrke såvel som (livsstils-segmenteret) kundegrundlag har indadtil skabt praksisser som mangfoldighedsledelse, diversitets- og inklusionsprogrammer såvel som nye kodekser for adfærd, hvor den primære bevæggrund er økonomiske beregninger af, at inklusion og mangfoldighed betaler sig.
Udadtil har organisationer og virksomheder i årtier markedsført sig selv som gode, grønne, dyrevenlige, klimaneutrale og nu også antiracistiske og homovenlige. Det er ikke identitetspolitik men marketing, branding, imagepleje, pressestrategi, virksomhedskommunikation – brancher i tilsyneladende uendelig vækst. Det er HR, PR og CSR.
Det er konsulentbranchens udbud af kurser, bøger og teorier, ikke obskur humanistisk teori, der driver den butik. Den megen opmærksomhed på ’woke kapitalisme’ siger ikke så meget nyt om kapitalismen, men måske nok at kapitalismekritik og -analyse ikke fylder så meget længere på universiteter, journalisthøjskoler og i medierne.
Kapitalistiske virksomheder har altid solgt sig selv så billigt som muligt. Køb billigt – herunder promovér dig selv billigst muligt – sælg dyrt. Farv din facade regnbuefarvet og underbetal dine ansatte, lav en ’female empowerment’ reklame og øg din co2-udledning, offentliggør et bæredygtighedsregnskab og undgå lovregulering, indfør et adfærdskodeks og flyt pengene i skattely, skriv progressive slogans på hjemmesiden og giv partier imod disse værdier partistøtte.
Hvilke af disse modsætninger siger mest om, hvad kapitalismen er og gør? Lidt groft sagt, da slaveri og kolonialisme kunne betale sig, så gjorde man det. Nu outsources det til sweatshops i udviklingslande, der ofte er slaveri i alt andet end af navn. Når regnbuefarver kan betale sig, så gør man det. Det ene er klart bedre end det andet, men begge er kapitalistiske, profitmaksimerende logikker.
Det er ikke udtryk for, at kapitalistiske virksomheder generelt set er i gang med at gøre profitmaksimering sekundært eller til et middel for at gøre godt i verden, men at det aktuelt kan betale sig.
Er det væsentligste, at olieselskaber nu markedsfører sig selv som grønne og progressive, eller at de i årtier har skjult deres viden om klimaforandringer og finansieret klimabenægtelse? Hvad siger os mest om den aktuelle kapitalisme, at de iklæder sig regnbuefarver til Pride eller nationalflag til OL? Eller er de begge udtryk for den samme overflade af marketing?
Det forekommer mig, at der ikke er megen grund til at blive ophidset, af glæde eller forargelse. Det er meget offentligt ståhej for ret lidt egentlig forandring. Mere interessant er det, at denne woke-washing (helt lig de sidste årtiers green-washing og pink-washing) udtrykker, at det politiske og det private (her privatkapitalistiske) ikke længere kan klart adskilles; at alle agerer og kommunikerer i et politiseret felt; at alle er – eller italesættes som – politiske aktører.
Der er intet uskyldigt eller privat sted længere. Ingen kan af andre få lov til ikke at vælge side i ’kulturkrigen’. Ændr navnet på en is eller en forlystelse ud fra marketingshensyn og bliv angrebet som identitetspolitisk aktivist. Lad vær og bliv angrebet af andre for moral ufølsomhed.
Kapitalismen og virksomhederne er blevet politiske, snarere end identitetspolitiske. ■
